Video : Tipsbladet
Europa League

Lille-præsident bekræfter: Arsenal betaler 600 mio. kroner for Pépé

Nicolas Pépé er formentlig på plads i Arsenal inden for de næste 24 timer, bekræfter Lille-præsident Gerard Lopez.

Efter en fremragende sæson for LOSC Lille har Nicolas Pépé henover sommeren været en ombejlet herre.

Manchester United, Liverpool, Bayern München og Napoli er alle blevet sat i forbindelse med ivorianeren, men det bliver med al sandsynlighed Arsenal, som løber med Pépés underskrift.

Onsdag aften bekræfter Lilles præsident, Gerard Lopez, at kantspilleren formentlig bliver præsenteret i London-klubben inden for 24 timer.

- Det er det, han har valgt, og det bør komme på plads inden for 24 timer. De betaler €80 millioner (svarende til ca. 600 millioner kroner red.), fortæller han til RMC Sport og uddyber:

- Hvis vi havde ventet lidt mere, kunne vi have fået fem-seks tilbud mere, men vi snakkede med Nico og valgte at fokusere på to projekter, som interesserer ham.

Nicolas Pépé har optrådt for Lille siden 2017.