Video : Tipsbladet
Europa League

Marcos Alonso sikrede sen Chelsea-sejr i Tjekkiet

En sen scoring af Marcos Alonso var nok til at sikre Chelsea sejren over Slavia Prag.

Det lignede længe, at det ville ende uafgjort, men få minutter før tid sikrede Marcos Alonso, at Chelsea løb med sejren, da de torsdag aften gæstede tjekkiske Slavia Prag i Europa League-kvartfinalerne.

Til opgøret var danske Andreas Christensen at finde i Chelseas startopstilling, mens cheftræner Maurizio Sarri havde valgt at spare blandt andre Eden Hazard.

Det var dog stadig Chelsea, der stod for det meste i første halvleg, men på trods af det kunne englænderne ikke komme på måltavlen. Det tætteste, de kom på et føringsmål i første halvleg, var et flot skud af Willian fra kanten af feltet efter 25 minutter. Træværket stod dog i vejen for brasilianeren.

Den skuffende præstation fik Maurizio Sarri til at sende Eden Hazard i aktion kort inde i anden halvleg, og det så ud til at give Chelsea tro på tingene. I hvert fald kom både Willian og Antonio Rüdiger til et par store chancer umiddelbart efter.

Med tyve minutter igen var Slavia Prag imidlertid tæt på, da Ibrahim Traore forsøgte sig med et langskud, der fremtvang en flot redning fra Kepa i Chelsea-målet.

I sidste ende løb Chelsea dog med sejren. Willian sendte en lang bold ind i feltet, hvor Chelseas venstre back, Marcos Alonso, havde taget et godt løb og kunne heade sejrsmålet i mål.  

Det blev kampens eneste mål, og Chelsea fik et fint udgangspunkt, før returopgøret i England spilles på torsdag i næste uge.