Video : Tipsbladet
Europa League

Mourinho ydmyget i Norge: En uendelig skam

Roma fik store tæsk i Norge torsdag, og efterfølgende har den italienske presse været hård ved José Mourinhos mandskab.

Det gik ikke helt som forventet, da Roma torsdag var på besøg i det nordlige Norge for at møde Bodø/Glimt i Conference League. 

Det italienske storhold blev således smadret med hele 6-1, og det var første gang i historien, at et José Mourinho-hold indkasserede seks mål. Efter ydmygelsen var der da heller ingen nåde fra den italienske presse. 

- En historisk nedtur, en uendelig skam, lød det således eksempelvis fra La Gazzetta dello Sport

- Romas udtryk var, kort fortalt, utroligt grimt og usammenhængende. 

Tuttosport har konstateret, at José Mourinhos tropper blev 'udslettet' af de norske mestre, mens Corriere dello Sport har skrevet, at der var tale om 'et sensationelt nederlag, der vækker bekymring, både resultatmæssigt og spillemæssigt'. 

Aggressiv Mourinho
Efter slutfløjtet var José Mourinho da også hurtig til at kaste sit reservespækkede Roma-hold under bussen. 

- Hvis jeg altid kunne spille med de samme elleve spillere, så ville jeg gøre det. Det er risikabelt, for der er en kæmpe niveauforskel mellem de to grupper af spillere [de faste startere og resten af Roma-truppen, red.]. Jeg kender min trups begrænsninger, men jeg havde stadig forventet en bedre præstation. Som sagt var det min beslutning at give dem chancen, så ansvaret er mit, lød det således, ifølge Sky Sport Italia, fra José Mourinho.

Bortset fra torsdagens nedtur har José Mourinho generelt fået en ganske fin start i Roma, der aktuelt indtager fjerdepladsen i Serie A-tabellen.