Video : Tipsbladet
Europa League

Mourinhos job hænger i en tynd tråd - alt afhænger af én kamp

José Mourinhos dage i Tottenham kan meget vel være talte, men portugiseren bliver næppe fyret før Carabao Cup-finalen i slutningen af april.

Tottenham blev torsdag sendt ud af Europa League efter et 3-0-nederlag mod Dinamo Zagreb, hvilket har sat gang i spekulationer om José Mourinhos fremtid. 

For en måned siden reporterede The Athletic, at det vil koste Tottenham omtrent 300 millioner kroner at fyre José Mourinho nu, idet portugiseren tjener 130 millioner kroner per sæson og har en kontrakt, der løber til 2023. 

I kølvandet på torsdagens nedsmeltning skriver Football London dog, at 'Mourinhos job kan hænge i en tynd tråd'. Hos bookmakeren Betfair har man da også Pierre-Emile Højbjergs chef som favorit til at blive den næste cheftræner i Premier League, der får en fyreseddel. 

- Før returkampen her til aften (torsdag, red.) havde vi odds 5,0 på, at José Mourinho skulle blive den næste Premier League-cheftræner til at forlade sin stilling. Men efter dette pinlige nederlag har vi set, at der er rigtig mange, der har spillet på et Mourinho-exit. Og som resultat af dette har vi ændret oddset til 2,3, hvilket gør ham til favoritten til at blive den næste, der bliver fyret, lyder det således, ifølge Football London, fra Betfair-talsmanden Sam Rosbottom. 

Venter på Carabao Cup-finale
ESPN reporterede i februar, at Tottenhams bestyrelsesformand, Daniel Levy, ønsker at vente til efter sæsonen, før han tager en beslutning om José Mourinhos fremtid. 

Beslutningen hænger i høj grad også sammen med det faktum, at Tottenham den 25. april kan vinde klubbens første trofæ siden 2008. Her møder Mourinhos tropper således Manchester City i Carabo Cup-finalen. 

Til gengæld er der meget, der tyder på, at Harry Kane og de øvrige Tottenham-stjerner ikke kommer til at spille europæisk fodbold i næste sæson - heller ikke Europa League. London-klubben ligger således aktuelt på 8. pladsen i Premier League.