Video : Tipsbladet
Europa League

Raser over Mourinho: - Et katastrofalt resultat for klubben

Tottenham-legenden Glenn Hoddle var torsdag rystet over London-klubbens præstation i 3-0-nederlaget til Dinamo Zagreb.

Tottenham tabte torsdag med 3-0 til Dinamo Zagreb, og José Mourinhos tropper røg dermed ud af Europa League. 

Og efter slutfløjtet langede Tottenham-ikonet Glenn Hoddle så ud efter José Mourinhos mandskab. 

- Det var en katastrofal præstation. Et katastrofalt resultat for klubben. Spurs var diabolske. Rent mentalt var det helt skævt fra dem i hele kampen, lød det således, ifølge talkSPORT, fra Hoddle. 

Mourinho accepterede kritikken
På sidelinien i Zagreb blev José Mourinho så konfronteret med Glenn Hoddles udmelding. Og portugiseren accepterede kritikken. 

- Nej, Mr. Hoddle er selvfølgelig en legende i klubben, og ethvert ord, han siger - nogle gange negativt, nogle gange positivt - er nødt til at blive respekteret. Men jeg behøver ikke at høre Mr. Hoddles ord for at føle mig såret og, som jeg sagde, mere end trist. Trist er ikke nok, lød svaret, ifølge BT Sport, fra José Mourinho. 

- Jeg respekterer fuldt ud alt, hvad folk siger om os i aften, uanset om de er forbundet med klubben eller ej. Jeg tror, at vi må acceptere det. Problemet bliver, om nogle af os accepterer det på en positiv måde og bliver såret og skammer sig over kritikken. Det er en anden ting, hvis du intet føler, og hvis du er ligeglad. Hvis du ikke læser kritikken. Det er et meget større problem. Men jeg gentager: Jeg har ikke brug for eksterne kritikere, for jeg er meget såret over det, der skete med mit hold.

Efter nederlaget til Dinamo Zagreb anses José Mourinho nu som favoritten til at blive den næste cheftræner i Premier League, der forlader sin stilling. Portugiserens fremtid afhænger angiveligt af én kamp, der spilles den 25. april