Video : Tipsbladet
Europa League

Scholes om udskiftning af United-målscorer: Et tegn på snarligt salg

Manchester United-legenden Paul Scholes finder det sandsynligt, at Jesse Lingard snart er fortid på Old Trafford.

Jesse Lingard scorede en enkelt gang i Manchester Uniteds 2-1-sejr over LASK onsdag, men det var ikke nok til at overbevise klublegenden Paul Scholes. 

Manchester United-cheftræner Ole Gunnar Solskjær valgte efter 57 minutter at udskifte Lingard, og ifølge Scholes kan det meget vel være en indikation på, at midtbanespilleren nærmer sig et Old Trafford-exit.

- Han har ikke været god nok på det seneste. Det var et lille tegn, at han blev taget ud efter en time, når man tænker på, at han helt sikkert ikke kommer til at starte inde på mandag (mod FC København, red.). Det samme gælder Fred. Han (Solskjær, red.) vil måske prøve at komme af med dem, lyder det ifølge BT Sport fra Paul Scholes. 

- Jeg ved, hvad han er i stand til, men i United er han bare blevet en trupspiller. Medmindre der opstår mange skader, kan jeg ikke se Lingard få spilletid i flere kampe i træk. Jeg kan godt lide Jesse. Men jeg kan ikke se ham få flere kampe i træk. 

Den 27-årige Jesse Lingard har kontraktudløb efter næste sæson, og scorede i den forgangne sæson blot et enkelt mål i Premier League.