Video : Tipsbladet
Europa League

Shakhtar er kvartfinaleklar - smadrede Wolfsburg i overtiden

Shakhtar Donetsk er - ligesom FC København - klar til kvartfinalerne i Europa League.

Shakthar Donetsk er klar til kvartfinalerne i Europa League efter en samlet 5-1-sejr over Wolfsburg. De vandt det første opgør på udebane i Tyskland med 2-1, mens de færdiggjorde arbejdet med en 3-0-sejr på hjemmebane onsdag aften.

Det lignede dog længe, at der slet ikke ville blive scoret, da Shakhtar tog imod Wolfsburg.

Læs også:Karakterer: Europæisk magtdemonstration af FC København

I første halvleg blev der ikke scoret, og efter pausen blev Davit Khocholava fra Shakhtar udvist. Ukrainerne var dog ikke længe i undertal, da James Brooks blev udvist blot to minutter efter, da han modtog sit andet gule kort.

Først i det 89. minut blev der faktisk scoret, da Junior Moraes sendte bolden i mål fra tæt hold og dermed sendte Shakhtar på sejrskurs.

Og så var der ellers åbnet for sluserne. Manor Solomon og Junior Moraes scorede således begge i overtiden, så Shakhtar sluttede med en tremålssejr.

I kvartfinalerne skal Shakhtar møde enten Eintracht Frankfurt eller FC Basel. Det bliver afgjort torsdag, men Basel har forud for det afgørende opgør en føring på 3-0 og spiller på hjemmebane i torsdagens kamp.