Video : Tipsbladet
Europa League

Shakhtar tog første stik ude mod Wolfsburg

Shakhtar vandt her til aften 2-1 over Wolfsburg i Europa League-ottendedelsfinalen.

Shakhtar hentede et glimrende resultat med hjem fra Tyskland, da de i aftes besejrede Wolfsburg med 2-1 på udebane i den første ottendedelsfinale i Europa League. 

Brasilianske Junior Moraes bragte Shakhtar i front efter 17 minutter, da John Anthony Brooks helkiksede en clearing, som Moraes derefter let kunne sende i kassen til 1-0. Få minutter senere fik Shakhtar så en glimrende mulighed for at udbygge føringen, da dommeren valgte at tildele gæsterne et straffespark, efter at Dodo sparkede bolden op på hånden af Maximilian Arnold. Koen Casteels tog dog Vitor Kovalenkos svage spark. 

Kort før pausen, var det så Wolfsburgs tur til at få straffespark, men det lykkedes heller ikke Wout Weghorst at score fra ellevemeterpletten, og kampen stod derfor fortsat 1-0 ved pausetid. I starten af anden halvleg kom så udligningen fra Wolfsburg, da Brooks headede værterne tilbage i kampen, efter et hjørnespark.

Wolfsburg pressede efterfølgende yderligere på, men i stedet var det Shakhtar, der lykkedes med at hente en 2-1-sejr, da Marcos Bahia scorede på riposten fra et reddet frispark. Ukrainerne sikrer sig dermed et glimrende udgangspunkt før returkampen i næste uge.