Video : Tipsbladet
Europa League

Kjær efter chokerende nedtur: Det var et wake-up call

AC Milan tabte torsdag med 3-0 til Lille, men ifølge Simon Kjær kan det være fint nok for Milano-klubben at få en lille advarsel.

AC Milan topper Serie A-tabellen efter en suveræn sæsonstart, men torsdag kom Zlatan Ibrahimovic og kompagni ned på jorden, da Milano-klubben på chokerende vis tabte med hele 3-0 i Europa League-hjemmekampen mod franske Lille. 

Gæsternes Yusuf Yazici leverede således et hattrick i opgøret på San Siro, og efter kampen forklarede den danske landsholdskaptajn Simon Kjær, at nederlaget til Lille forhåbentligt kan fungere som et wake-up call for Stefano Piolis tropper. 

- Nu kan vi evaluere kampen, og vi kan lære af vores fejl. Det er ikke okay at tabe, men vi må kigge fremad. Taktisk gjorde vi det godt, men nu og da kom vi for sent i duellerne. Når man taber duellerne, så kommer man til at løbe og lide, lød det ifølge Sky Sport Italia fra Simon Kjær.

- Fra i morgen af vil vi fortsætte med at gøre de ting, vi altid har gjort. Vi tabte, men vi er ikke dårlige. Engang imellem er det godt for holdet at få et wake-up call. 

Har mistet førstepladsen i gruppen
Med nederlaget til Lille har AC Milan nu mistet førstepladsen i gruppe H i Europa League-gruppespillet. Milano-klubben vandt dog de to første kampe i gruppespillet, og indtager dermed andenpladsen med seks point. 

AC Milans næste kamp er hjemmeopgøret mod Verona på søndag.