Smalling: United har ikke spillet bedre siden Alex Ferguson
Foto: Getty Images
Europa League

Smalling: United har ikke spillet bedre siden Alex Ferguson

Det er lyse tider i Manchester United, fortæller forsvarsspilleren Chris Smalling.

Godt nok løb Manchester United ind i et nederlag på 2-0 til Paris Saint-Germain i midtugen, men stemningen i truppen er stadig fantastisk, efter den norske træner Ole Gunnar Solskjær har taget over.

Faktisk er den så god, at det vækker minder om en svunden tid. For det har ikke været bedre at være Manchester United-spiller, siden Sir Alex Ferguson valgte at stoppe i klubben, fortæller Chris Smalling.

- Uden tvivl. Selv mine venner, familie og de folk, der stopper dig på gaden siger, at de kan mærke den positive atmosfære omkring holdet igen. Det smitter af fra holdet og over på vores fans, fortæller han.

Samtidig understreger han, at Manchester United igen er et hold, som de færreste glæder sig til at møde.

- Det håber jeg da virkelig, og jeg tror faktisk også, at det er sandt. Selvtilliden har været god de seneste måneder, og du fornemmer efterhånden, at vi kommer til at score mange mål, hvis vi får chancen for det, siger han.

Chris Smalling blev hentet til Manchester United af Sir Alex Ferguson tilbage i 2010.