Video : Tipsbladet
Europa League

Solskjærs snak med FCK-kaptajn: United-stjerne kan blive vred på mig

FC Københavns anfører, Carlos Zeca, tog efter mandagens Europa League-kvartfinale en hyggesnak med Ole Gunnar Solskjær.

FC København leverede mandag en stærk indsats i Europa League-kvartfinalen mod Manchester United, hvor Ståle Solbakkens mandskab dog tabte med 1-0 efter forlænget spilletid. 

Efter slutfløjtet havde københavnernes kaptajn, Carlos Zeca, dog overskud til at tage en lille hyggesnak med Manchester United-cheftræner, Ole Gunnar Solskjær.

På tv-billederne kunne man se Carlos Zeca tage en lille snak med både Solskjær og matchvinder Bruno Fernandes. Københavnernes anfører er født i Portugal, og har derfor et godt øje til den portugisiske landsholdsstjerne Bruno Fernandes, der i januar skiftede fra Sporting til Manchester United. 

Den engelske avis Daily Mirror har lyttet nærmere til tv-optagelserne, for at høre, hvad Zeca og Solskjær talte om.

Herunder kan du læse en udskrift af samtalen:

Zeca: - Mange tak for alt, hvad du har gjort for Manchester United.

Solskjær: - Vi prøver at komme tilbage. Vi prøver. Han (Fernandes, red.) hjælper. 

Zeca: - Han er en utrolig spiller. 

Solskjær: - Den her knægt (Fernandes, red.) hjælper. Han bliver lidt vred, når jeg skifter ham ud. 

Zeca: - Jeg blev lidt vred, over, at du ikke hentede ham tidligere. 

Solskjær: - Han gav dig bolden hele tiden.

Zeca: - Selvom Sporting er mit hold. 

Solskjær: - Måske kan du få hans trøje. Tak skal du have. Godt kæmpet, og alt godt fremover.

Zeca: - I lige måde. Pas på dig selv. 

Solskjær: - Tag jer godt af Ståle. 

Manchester United møder på søndag Sevilla eller Wolverhampton i semifinalen.