Video : Tipsbladet
Europa League

Tottenham-kaptajn efter pinlig nedsmeltning: - Det er en skændsel

Pierre-Emile Højbjerg var ikke med, da Tottenham torsdag kollapsede på katastrofal vis i Kroatien.

En 2-0-sejr plejer at være et godt resultat i knockout-opgør, der spilles over to kampe.

Torsdag var det dog ikke nok for Tottenham, der var en tur i Kroatien for at spille returkamp mod Rasmus Lauritsen og Dinamo Zagreb i Europa League. Harry Kane og kompagni tabte således med 3-0 efter forlænget spilletid, og er dermed ude af Europa League. Og efter slutfløjtet var Tottenhams anfører, Hugo Lloris, da også rasende. Franskmanden holdt således ikke igen, da han langede ud efter holdkammeraterne og sig selv. 

- Jeg tror, at vi alle er mere end skuffede. Det er bare en skændsel. Jeg håber, at alle i omklædningsrummet føler sig ansvarlig for situationen, for det er en skændsel. Nederlaget her til aften er mere end smertefuldt, og vi er alle ansvarlige, lød det, ifølge Daily Mail, fra Lloris efter kampen.

- Selvfølgelig er vi en klub med store ambitioner. Jeg føler bare, at holdet i øjeblikket er en reflektion af, hvad der foregår i klubben. Vi mangler de basale ting. Alle vores præstationer reflekterer, at vi mangler basale ting. Rent mentalt skal vi være stærkere og mere kompetetive. Det følte jeg ikke, at vi var her til aften inde på banen. 

Med torsdagens nedtur formøblede Tottenham både en god mulighed for at vinde et trofæ i denne sæson, samt en oplagt måde at kvalificere sig til Champions League i næste sæson. José Mourinhos tropper ligger i øjeblikket på 8. pladsen i Premier League, men har til gengæld en Carabao Cup-finale mod Manchester City i slutningen af april.