Video : Tipsbladet
Europa League

United-stopper overvejer skifte: "Skal træffe en interessant beslutning"

Manchester Uniteds Chris Smalling åbner døren for at blive i AS Roma på en permanent aftale, når denne sæsons lejeaftale udløber.

Chris Smalling kan muligvis have spillet sin sidste kamp for Manchester United.

I denne sæson er han udlejet til italienske AS Roma med stor succes, og det er efterhånden en offentlig hemmelighed, at den italienske storklub gerne vil have gjort aftalen permanent til sommer.

Selv erkender den engelske stopper, at han har en "interessant beslutning", som han skal træffe.

- Det var spændende at komme herned, men også skræmmende, fordi man ikke ved, hvad man skal forvente. Det er et nyt land, en ny oplevelse. Men med tanke på den måde, som jeg er faldet til, og på den kærlighed, som jeg føler fra hele byen og særligt fansene, bliver den en interessant beslutning, jeg skal træffe, siger Chris Smalling til SkySports.

30-årige Smalling har spillet 26 kampe og scoret to mål for AS Roma i denne sæson. Han har spillet 323 kampe for Manchester United, som han blev hentet til fra Fulham tilbage i 2010.