Video : Tipsbladet
Generelle

Advarer Klopp om stjerne: - Han passer ikke til dit Liverpool-hold

Ifølge Dietmar Hamann passer Thiago Alcantara ikke umiddelbart særligt godt til Jürgen Klopps Liverpool-mandskab.

Thiago Alcantara blev i sommer fremhævet som et af transfervinduets bedste indkøb, da Liverpool hentede den spanske midtbanespiller hos de forsvarende Champions League-vindere fra Bayern München. 

Her halvvejs igennem sæsonen har Alcantara dog blot fået sammenlagt 331 minutters spilletid i Premier League, på grund af coronavirus og en knæskade. Spanieren er dog vendt tilbage i det nye år, hvor han har spillet fuld tid i Liverpools to seneste ligakampe, 1-0-nederlaget til Southampton og 0-0-kampen mod Manchester United. 

Passer ikke til Klopps stil
Alcantaras retur har altså ikke medført glimrende resultater, og ifølge den tidligere Liverpool- og Bayern München-spiller Dietmar Hamann passer spanieren måske heller ikke specielt godt til Anfield-klubben. Ifølge Hamann passer Alcantara således ikke til Jürgen Klopps stil. 

- Han tager tempoet ud af spillet, og han spiller ikke rigtig på Liverpool-måden. Tidligere har Liverpool haft hårdtarbejdende midtbanespillere... de var ikke lige så teknisk dygtige som Thiago, men de spillede bolden tidligt til folk som Mané og Salah, lyder det ifølge talkSPORT fra Hamann. 

- Hvis du får bolden tidligt ud på kanten, så kan de her spillere løbe mod modstanderens bagkæde. Og i de situationer er de meget svære at stoppe. Jeg har det bare sådan med Thiago, at alle snakkede om, hvor godt et indkøb han var for Liverpool. Han har stort set ikke spillet. Han kom på banen mod Chelsea, hvor han havde flest afleveringer i anden halvleg, mod et Chelsea-hold, der var reduceret til 10 mand. 

- Han kom ind i de sidste 25 minutter mod et Newcastle-hold, der var helt smadret. Alle var helt oppe at køre over, hvor god han var. Han er en god spiller, med kvaliteter. Men i München var der aldrig et tidspunkt, hvor folk sagde: 'Han er første mand på holdkortet'. Så hvis det var mig, så ville jeg være meget varsom, hvad Thiago angår. 

- Der er også en anden ting, som andre har indikeret tidligere... han spiller en anden type fodbold. Han kan godt lide at have boldbesiddelse. Liverpool har altid været gode, når de ikke har været i boldbesiddelse, for så at erobre bolden og angribe hurtigt. Han er ikke den type spiller, så det bliver meget interessant at se, om han kommer til at ændre holdets dynamik, nu hvor han kommer til at spille meget mere. 

Thiago Alcantara, der indledte karrieren i Barcelona, blev knæskadet i Liverpools kamp mod Everton den 17. oktober. Spanieren missede efterfølgende 10 ligakampe for Liverpool.