Video : Tipsbladet
Generelle

Frygter jublende Liverpool-fans: Engelsk politi vil rykke derby til Manchester

Engelsk politi ønker at flytte Merseyside-derbyet mellem Liverpool og Everton til Etihad Stadium, fordi man frygter, at for mange Liverpool-fans vil samles udenfor Goodison Park for at fejre et eventuelt mesterskab.

Torsdag blev det meldt officielt ud, at Premier League bliver sparket i gang igen den 17. juni.

Men politiet insisterer stadig på, at visse store opgør skal spilles på neutral grund, selvom der uanset hvad ikke bliver lukket fans ind. Politiet er således bekymret for, at store grupper fans vil samles rundt om de engelske stadioner. Det skriver den engelske avis Daily Mirror.

Og derfor ser det ud til, at Merseyside-derbey mellem Liverpool og Everton skal spilles i Manchester. Kampen skulle ellers have været spillet på Goodison Park den 20. juni. Men politiet frygter, at Liverpool-fans vil samle sig udenfor stadion. Liverpool kan med en sejr over Everton sikre sig mesterskabet, hvis Manchester City snubler mod Arsenal nogle dage forinden.

Er modstandere af idéen
Ifølge Daily Mirror ser det ud til, at politiet vil flytte Merseyside-derbyet til Manchester Citys hjemmebane, Etihad Stadium. Det forlyder dog, at både Liverpool og Everton stadig forsøger at overtale myndighederne til at lade kampen blive afviklet i Liverpool.

Ifølge Daily Mirror fik Liverpool på torsdagens møde at vide, at de formentlig skal spille deres kampe andre steder end Anfield, indtil de har vundet mesterskabet. Når jublen så er aftaget, kan Liverpool så begynde at spille kampe på Anfield igen.

Også London-derbyet mellem Tottenham og Arsenal risikerer at blive flyttet til et andet stadion, forlyder det.