Video : Tipsbladet
Generelle

Agent om Bale-fremtid: Zidane har den fulde kontrol

Ifølge Gareth Bales agent, Jonathan Barnett, har Zinedine Zidane den fulde kontrol over waliserens fremtid.

Siden Zinedine Zidane tilbage i marts overtog trænerposten på ny i Real Madrid, har det været begrænset med spilletid til Gareth Bale. Så sent som i søndags måtte Bale endnu en gang se med fra bænken, da Madrid-klubben tabte 0-2 hjemme til Real Betis i sæsonens sidste kamp. 

Efter kampen fastslog Zidane, at han ikke havde skiftet Bale ind, om han så havde haft muligheden for en fjerde udskiftning. Den kommentar har kantspillerens agent, Jonathan Barnett, svaret på. 

- Fint, det er hans mening, siger agenten ifølge Football Espana.

Herefter understregede agenten, at det er Zidane, der har kontrollen over waliserens fremtid og altså ikke Real Madrid-præsidenten, Florentino Perez. 

- Zidane har den fulde kontrol, siger han.

29-årige Bale har stadigvæk tre år tilbage af sin kontrakt med Real Madrid.