Video : Tipsbladet
Generelle

Ajax-målmand afslører sit idol: Han er min yndlingskeeper

Andre Onana har en fortid i Barcelona, men Ajax-målmanden har ikke Marc-André ter Stegen som idol. Onana peger således i stedet på Manchester Citys Ederson.

Andre Onana har fået sit gennembrud i Ajax, hvor målmanden fra Cameroun i sidste sæson var med til at spille hollænderne til semifinalerne i Champions League.

Alisson og Marc-André ter Stegen anses af mange for at være verdens bedste målmænd, men Onana afslører nu en anden favorit: Manchester City-keeperen Ederson.

- Jeg elsker hans stil. Han er en glimrende fodboldspiller, han er stærk i én-mod-én-situationer, han er god på stregen, og han tager mange risici. Der er er så mange gode målmænd, men han er den, der tiltaler mig mest, lyder det ifølge Algemeen Dagblad fra Onana.

Kan være godt at tabe
Ajax varmede op til tirsdagens afgørende Champions League-kamp mod Valencia med et nederlag til upåagtede Willem II i weekenden.

- Nogle gange er det godt at tabe. Jeg ser det som et wake-up call. Det er ikke noget, der bekymrer os særligt meget. Vi ved alle, hvor vigtig Valencia-kampen er. Det er der ingen, der behøver forklare os.