Video : Tipsbladet
Generelle

Ancelotti advarer PSG: - De er nødt til at indlede forhandlinger med os

Moise Kean har imponeret i Paris Saint-Germain i denne sæson, men den franske storklub har indtil videre ikke givet indikation på, at klubben er interesseret i at hente italieneren på en permanent transfer.

Moise Kean havde ikke den store succes i Everton, men den 21-årige italiener har indtil videre leveret 18 fuldtræffere for Paris Saint-Germain i denne sæson. 

Everton-cheftræner Carlo Ancelotti forventer dog alligevel at se den tidligere Juventus-angriber tilbage på Goodison Park i næste sæson.

- Jeg behøver ikke at overbevise ham om, at han skal blive hos os. Det siger hans kontrakt, at han skal. Han er udlejet, og han er nødt til at komme tilbage, lyder det således, ifølge The Telegraph, fra Ancelotti.

Åben for at forhandle
Den tidligere Real Madrid- og Bayern München-træner åbner dog for, at Moise Kean kan fortsætte i Paris, hvis franskmændene viser sig klar til at betale det, som Everton kræver, hvilket angiveligt er 385 millioner kroner.

- Hvis Paris Saint-Germain vil have ham, så er de nødt til at indlede forhandlinger med os. Det er vi åbne for, men hvis der ikke sker noget, så spiller han for Everton i næste sæson, hvor han vil være en vigtig spiller, lyder det således fra Ancelotti. 

Floppede på Goodison Park
Everton betalte over 200 millioner kroner for Moise Kean, da den engelske klub i august 2019 hentede den dengang 19-årige angriber i Juventus. Den unge italiener formåede dog blot at score fire mål i 37 kampe for Everton, inden englænderne altså sendte Kean til Paris i oktober.

I Paris Saint-Germain har Moise Kean scoret 18 mål i 37 kampe, og italieneren har dermed vist, at han stadig er en ganske lovende spiller. Tidligere på ugen reporterede det italienske medie Tuttosport da også, at Antonio Conte er interesseret i at hente Moise Kean til Inter.