Video : Tipsbladet
Generelle

Argentinsk landstræner før Copa America: Vinder vi, går jeg på pension

Argentinas landstræner, Lionel Scaloni, truer med at gå på pension, hvis Argentina vinder Copa America.

Copa America blev sparket i gang natten til lørdag, da værterne fra Brasilien besejrede Bolivia, og lørdag aften bliver yderligere to opgør spillet. I det ene af de opgør spiller Argentina når de møder Colombia.

Selvom Argentina har været i finalen i de to seneste udgaver af Copa America, er det ikke blevet til guldmedaljer siden 1993. De betragtes heller ikke som favoritter denne gang, men hvis det skulle lykkes denne gang, skal de måske ud og lede efter en ny cheftræner efterfølgende.

I hvert fald varsler landstræner Lionel Scaloni, at han vil gå på pension, hvis de vinder:

- Hvis vi vinder Copa America, går jeg på pension, joker Scaloni overfor beIN Sports og tilføjer:

- Dette hold nåede to Copa America-finaler. Det er vigtigt at tænke over det og vide, at det er meget svært at nå så langt, men intet blev vundet. Det vil være meget svært og kompliceret at vinde.

Samtidig hylder landstræneren Lionel Messi, der skal forsøge at vinde sit første trofæ med landsholdet:

- Jeg vil fremhæve hans begejstring for at spille fodbold. Han blev født til at spille fodbold, og han blev født til at vinde. Vi er imponerede over hans begejstring, og det, at han er her og deler sit ønske om at vinde med os, gør os enormt lykkelige.

Argentina møder Colombia klokken 00.00 dansk tid.