Video : Tipsbladet
Generelle

Arsenal-bomber: Derfor har jeg ikke forlænget

Pierre-Emerick Aubameyang forklarer nu, hvorfor han på nuværende tidspunkt ikke har underskrevet en forlængelse af sin kontrakt med Arsenal.

Arsenal-bomberen Pierre-Emerick Aubameyang har stadig ikke underskrevet en forlængelse med London-klubben, og gaboneseren indikerer nu, at London-klubben er nødt til at tilbyde ham en højere løn, hvis det skal ske.

- I løbet af den seneste tid har jeg ikke modtaget noget tilbud. Men selvfølgelig har vi haft en dialog med klubben i løbet af en del måneder nu. Og de ved udemærket godt, hvorfor der indtil videre ikke er sket noget, lyder det ifølge Telefoot fra Aubameyang.

- De har nøglerne. Det er op til dem at gøre deres arbejde, og derefter må vi se, hvad der sker. Det er et afgørende øjeblik i min karriere, og jeg vil være meget ærlig overfor alle. Det er utvivlsomt en svær beslutning at skulle tage. Jeg har stadig ikke besluttet mig. Vi må se. Det er måske den vigtigste beslutning i min karriere.

Trofæer betyder meget
Aubameyang vil ikke lægge skjul på, at trofæer betyder meget for ham.

- Alle spillere og konkurrencemennesker ønsker at vinde trofæer. Enhver må spørge: Ønsker han at vinde dem i Arsenal eller et andet sted? Men som sagt, så vil tiden vise, hvad der sker. Klubben holder nøglerne til det her. Jeg er sulten efter at vinde trofæer. Intet er blevet afgjort. 

Pierre-Emerick Aubameyang, der fylder 31 år på torsdag, har indtil videre scoret 61 mål i 97 kampe for London-klubben. Gaboneserens kontrakt med Arsenal løber indtil sommeren 2021.