Video : Tipsbladet
Generelle

Arsenal-bomber raser: Vi forærer mål væk

Pierre-Emerick Aubameyang gjorde søndag sit for, at Arsenal kunne snuppe tre point mod Watford. Målrævens holdkammerater ville det dog desværre anderledes.

Arsenal var søndag på vinderkurs, da Pierre-Emerick Aubameyang med to scoringer havde sikret London-klubben et godt udgangspunkt i udekampen mod Watford.

Aubameyang måtte dog se se sine holdkammerater smide føringen væk efter særdeles tvivlsomme defensive aktioner.

Vil ikke pege fingre
Først valgte Sokratis Papastathopoulos at forære Watford et mål ved at trille et målspark direkte ud i fødderne på en modspiller, og herefter begik David Luiz et kluntet straffespark, som Watford omsatte til udligning.

- Jeg har det som om, at vi forærer mål til modstanderne, lyder det ifølge Canal Plus fra Aubameyang.

- Det er op til os at forbedre os. Jeg ønsker ikke at pege fingre. Man kan sige, at vi angribere kunne have lukket kampen med en tredje scoring. Så jeg vil ikke bebrejde nogen specifikt. Men selvfølgelig havde vi ikke forventet det. Vi vidste, at de ville prøve at komme tilbage. Og det gjorde de i anden halvleg. Desværre var vi ikke særligt gode til at håndtere dem. 

Lignede basketball-kamp
Sky Sports-eksperten Graeme Souness var enig med Aubameyang i, at Arsenal ikke så imponerende ud.

- De kapitulerede. Ordentlige hold spiller ikke på den måde. De sendte nogle knægte på banen. Det var en kamp, hvor de var foran 2-1, og det var tid til at få lukket af. Da de unge knægte kom på banen, gik det op i hat og briller. Det lignede mere en basketball-kamp. At blive ved med at spille den ud ved målspark ville altid ende med at koste dem et mål. Og de var heldige med, at det kun kostede en enkelt scoring.