Video : Tipsbladet
Generelle

Arsenal-stjerne får hug af Arteta efter nederlag på Anfield

Alexandre Lacazette scorede for Arsenal i mandagens nederlag til Liverpool, men franskmanden brændte også en kæmpe chance, hvilket blev dyrt i sidste ende.

Arsenal tabte mandag med 3-1 til Liverpool, men opgøret på Anfield kunne være gået meget anderledes, hvis Alexandre Lacazette havde vist lidt mere skarphed. 

Efter en times spil fik Lacazette således en gylden chance til at udligne til 2-2, da franskmanden blev spillet fri i dybden. Arsenal-angriberen valgte dog at afslutte lige på Alisson. 

Skuffet Arteta
Og efter slutfløjtet var Lacazettes chef, Arsenal-cheftræner Mikel Arteta, da heller ikke helt tilfreds med franskmanden.

- Vi havde stadig nogle problemer med bolden, og vi havde kampens største chance. Og på Anfield får du ikke 10 chancer. Når du får en chance, hvor du er alene med målmanden, så er du nødt til at score, hvis du vil have noget ud af kampen, lød det ifølge Daily Mail fra en bitter Arteta.

Uimponeret Keane
Heller ikke den tidligere Manchester United-kaptajn Roy Keane var imponeret over Alexandre Lacazettes afslutning.

- Han kunne have taget et træk og fået bolden mere under kontrol. Han afslutter midt på målet. Vi er nødt til at rose målmanden for at blive stående. Men man får ikke mange af den slags chancer mod Liverpool. Så man er nødt til at tage dem, lød det ifølge Sky Sports fra Keane. 

På trods af den store afbrænder fik Alexandre Lacazette dog noteret sig for en enkelt scoring i mandagens kamp, da franskmanden udnyttede en stor fejl fra Andy Robertson i første halvleg.