Video : Tipsbladet
Generelle

Arsenal-stjerne indrømmer sløv start: Jeg er stadig ved at tilpasse mig

Nicolas Pepé er ikke bleg for at erkende, at han ikke har fået den start på tilværelsen i Arsenal, som han havde håbet på. Han ser dog fremad og håber, at han kan blive ved med at tage ved lære.

Der har været tårnhøje forventninger til den ivorianske angriber, siden han i sommer skiftede fra Lille til Arsenal. 

Det er dog ikke helt lykkedes for ham at indfri dem endnu, da han har fået en svær start i Premier League på et Arsenal-mandskab, som generelt kæmper med at levere gode resultater. 

Ifølge Nicolas Pepé er han stadigvæk ved at vænne sig til tilværelsen i Premier League. Han er da heller ikke bleg for at erkende, at det ikke helt har været den start, som han selv havde regnet med, men det vigtigste er at se fremad. 

- Tingene er begyndt at gå meget bedre efter en svær start, synes jeg. Der er selvfølgelig stadigvæk massere af plads til forbedring, men selve forståelsen er begyndt at komme. Jeg er stadigvæk ved at tilpasse mig, siger han ifølge Daily Mail. 

Yderligere fortæller Arsenal-angriberen, at den nye manager Mikel Arteta har hjulpet ham meget, og han forstår præcis, hvad manageren vil have ham til at gøre på banen. 

- Mikel har forklaret mig, hvad det præcist er, han vil have mig til at gøre på banen. Samtidig har han vist mig videoer, som har hjulpet mig til at forstå, hvor vigtig min positionering er på banen. Han forsøger virkelig at udvikle mig som spiller, siger han. 

Nicolas Pepé står indtil videre noteret for tre mål og tre assists i 20 Premier League-kampe denne sæson.