Video : Tipsbladet
Generelle

Av, Braithwaite: - Messi gik amok, fordi han er omringet af middelmådighed

Der er store tæsk til Ronald Koeman og Barcelona i Marca, som har ondt af Lionel Messi og den catalanske klubs fans.

Lionel Messi fik søndag sit første røde kort i en Barcelona-trøje, i Supercopa-skuffelsen mod Athletic Bilbao, og dermed kan argentineren se frem til en karantæne, hvis længde endnu ikke er fastlagt.

ESPN har skrevet, at Messi kan blive idømt mellem to og fire spilledages karantæne, mens Marca har skrevet, at argentineren kan blive idømt en karantæne på helt op til 12 spilledage

Kujonagtig Koeman
Barcelona-cheftræner Ronald Koeman udtrykte efter søndagens nedtur forståelse for, at Messi havde langet ud efter Athletic Bilbaos Asier Villalibre, og også på den Madrid-baserede avis Marca har man sympati for Barcelona-kaptajnen.

- Supercopa de España-finalen bekræftede, hvad dette Barcelona-hold egentlig er. Hvis Marc-André ter Stegen i sidste ende er menneskelig, og ikke som vi så ham i semifinalen, så er der tale om et middelmådigt og kedeligt hold, som mangler den attitude, man ellers ville forvente af en favorit. Det er en trist situation, der blev opsummeret af indskiftningerne, hvor Miralem Pjanic, Martin Braithwaite, Trincao og Oscar Mingueza kom på banen, lyder det fra Marca-klummeskribenten David Sanchez.

- Det er det, som det her hold er. Intet mere. Der er også Ronald Koemans kujonagtige og håbløse planlægning, samt hans holdudvælgelse og taktikvalg. Men det er især de udskitninger... han foretog ultradefensive indskiftninger, for at holde fast i føringen, hvilket hold viste sig ude af stand til. Koeman er den primære synder i den her Supercopa-fiasko. 

- Og så er der Messi. Umiddelbart er der ingen undskyldninger for hans røde kort, men hvis jeg prøvede at sætte mig selv i hans sted... omgivet af så meget middelmådighed og dovenskab, så ville jeg nok også miste fatningen og blive udvist, ligesom han gjorde. 

- Tillykke til Athletic Bilbao, og så må vi bede på vegne af Barcelonas fans. Spillerne bør undskylde for at gøre fansene til grin, samt for at fansene igen må skamme sig sig over deres hold. 

En brutal kritik fra Marcas side, og næppe en klumme, som Martin Braithwaite og danskerens holdkammerater vil bryde sig om at læse. Braithwaite kan dog håbe, at Messis karantænefravær kan give ham mere spilletid.