Video : Tipsbladet
Generelle

Avis: Eriksen kigger på bolig i Madrid

Ifølge Fyens Stiftstidende er Christian Eriksen på boligjagt i Madrid, hvor flere familiemedlemmer har været med for at lede efter en ny bopæl til danskeren.

Den danske midtbanespiller udtalte efter finalenederlaget til Liverpool i Champions League, at han gerne ville prøve en ny udfordring fra næste sæson.

Siden da har rygterne om danskerens næste destination buldret af sted, og her er det særligt Real Madrid, der bliver kædet sammen med Eriksen.

Nu får rygterne nyt og mere liv i sig, idet Fyens Stiftstidende skriver, at den 27-årige dansker kigger på bolig i Madrid. Avisen skriver yderligere, at familiemedlemmer til danskeren også har været med i den spanske hovedstad for at hjælpe med boligjagten. 

Det er da også langt fra utænkeligt, at Eriksen ender i Real Madrid. Det lader nemlig til, at Zinedine Zidane har planer om at forstærke sig på den centrale midtbane, hvor Eriksen primært gør sig til. Real Madrid-træneren skulle dog angiveligt være mest interesseret i landsmanden Paul Pogba, der ligesom Eriksen leder efter en ny udfordring i næste sæson. 

Eriksen skulle dog være 420 millioner kroner billigere end Pogba, og det kan måske friste Madrid-klubben til at handle i Tottenham fremfor Manchester United.