Video : Tipsbladet
Generelle

Avis: Her er Juventus' indkøbsliste til sommer

Juventus leder efter en forstærkning til angrebet til sommer, men Torino-klubbens førsteprioritet er angiveligt at hente Paul Pogba tilbage.

I Juventus har man siddet tungt på Serie A i det seneste årti, og for Torino-klubben er det nu Champions League, det handler om. 

Cristiano Ronaldo blev som bekendt hentet i 2018, mens Matthijs de Ligt kom til i sommer. Men hvem bliver stjerneindkøbet til næste sommer?

Pogba er drømmen
Den italienske avis Tuttosport har bragt en liste over de navne, som Juventus-sportsdirektør Fabio Paratici angiveligt har stående på en lang liste over mulige forstærkninger. 

Det forlyder, at det primære mål stadig er, at hente Manchester United-stjernen Paul Pogba tilbage til klubben. Den 26-årige franskmand har da også givet udtryk for, at han ønsker at komme væk fra Old Trafford.

Den vragede Barcelona-spiller Ivan Rakitic nævnes som et mere økonomisk alternativ.

Holder øje med angrebstrio
Til frontkæden holder man stadig øje med Mauro Icardi, der i denne sæson er udlejet fra Inter til Paris Saint-Germain. Juventus holder også øje med Harry Kanes situation i Tottenham, hvor tingene for tiden ikke ligefrem går glimrende.

Manchester City-angriberen Gabriel Jesus er et andet navn på listen. Brasilianeren sidder meget på bænken i Manchester City, hvor Sergio Agüero er førstevalg.

Vil satse på ungdom
Juventus holder også øje med en række profiler fra den hjemlige liga, herunder Sandro Tonali (Brescia), Federico Chiesa (Fiorentina), Nicolo Zaniolo (Roma), Lorenzo Pellegrini (Roma) og Alessio Romagnoli (AC Milan).

Derudover holder de italienske mestre også et vågent øje med den norske komet Erling Haaland, Dinamo Zagreb-spanieren Dani Olmo, Benfica-midtbanespilleren Florentino og Bundesliga-stjernerne Jadon Sancho og Kai Havertz.