Video : Tipsbladet
Generelle

Avis: Real Madrid præsenterer Luka Jovic i næste uge

Real Madrid har haft en tandløs offensiv i denne sæson, og det skal der gøres noget ved. Ifølge en spansk avis har klubben således valgt at bruge næsten en halv milliard kroner på Eintracht Frankfurt-angriberen Luka Jovic.

Real Madrid har haft en usædvanligt skuffende sæson, og derfor er der næppe tvivl om, at madrilenerne kommer til at gå offensivt til værks på sommerens transfermarked.

Og nu ser det ud til, at den spanske storklub allerede i næste uge er klar til at præsentere et stort indkøb.

Præsentation i næste uge
Således skriver den spanske avis AS, at Real Madrid har tænkt sig at præsentere Luka Jovic i næste uge.

Eintracht Frankfurt-angriberen har tiltrukket interesse fra en lang række storklubber efter en formidabel sæson, hvor han har scoret 27 mål.

Afgørende kamp i sidste spillerunde
Den tyske klub vil dog først lade Real Madrid præsentere Jovic i næste uge, da klubben står overfor en yderst vigtig kamp ude mod Bayern München i weekenden.

Eintracht Frankfurt har således stadig muligheden for at kvalificere sig til Champions League, men det kræver sandsynligvis tre point på Allianz Arena. Hvis Eintracht Frankfurt slår Bayern München kan det samtidig sende mesterskabet til Dortmund, såfremt Thomas Delaney og holdkammeraterne selv formår at slå Mönchengladbach, der også kæmper for en plads i top fire.

Skal overtage Benzemas rolle
Helt billigt bliver det ikke for Real Madrid at erhverve sig den 21-årige serber. Eintracht Frankfurt kræver således 448 millioner kroner for Jovic, der har scoret 17 ligamål i denne sæson.

Real Madrid har til tider set noget tandløse ud i offensiven i denne sæson, og planen med indkøbet af Jovic er således, at serberen i første omgang skal konkurrere med Benzema, for senere at overtage franskmandens rolle på holdet.