Bænket Manchester City-angriber vil kæmpe for startplads
Foto: Catherine Ivill/Getty Images
Generelle

Bænket Manchester City-angriber vil kæmpe for startplads

Gabriel Jesus har ikke fået mange chancer fra start i denne sæson, men han vender frustrationerne over den manglende spilletid til hårdt arbejde på træningsbanen

Manchester City er utroligt godt besat i angrebet, hvor manager Pep Guardiola kan vælge mellem argentinske Sergio Agüero og brasilianske Gabriel Jesus. To klasseangribere, som Guardiola tidligere har skiftet flittigt imellen. 

Men i denne sæson har Agüero vist sig at være Guardiolas foretrukne til pladsen i front, og derfor har Gabriel Jesus brugt mere tid på Manchester Citys bænk, end han har været vant til. Men selvom han selvølgelig gerne ville spille mere, prøver han bare at arbejde hårdt på træningsbanen og udnytte de chancer, han får. Det fortæller han til ESPN.

- Jeg vil spille. Jeg vil altid spille. Selvfølgelig frustrerer det mig (ikke at spille, red.), men på en god måde. Det giver mig motivation til at træne og arbejde hårdt, fortæller den 22-årige angriber og uddyber:

- Når jeg spiller, vil jeg hjælpe holdet så godt, jeg kan. Hvis jeg kommer sent ind eller i anden halvleg, vil jeg stadig være glad for at komme ind og hjælpe.

Det gjorde Gabriel Jesus så sent som i går, søndag, hvor han blev skiftet ind med et kvarter tilbage på uret, og i sidste minut lukkede og slukkede kampen med sin scoring til 3-1 i sejren over Crystal Palace.

Målet var med til at holde Manchester City inde i mesterskabskampen, hvor de er to point efter Liverpool på førstepladsen, men med en kamp i baghånden. Men i de fleste af ligakampene har Jesus altså taget plads på bænken.

Det er blevet til lidt flere startpladser i årets Champions League, hvor han dog også startede på bænken i den første kvartfinale mod Tottenham i sidste uge, som endte med et nederlag på 0-1. Det skal Manchester City forsøge at overkomme på onsdag, og Gabriel Jesus kan kun håbe, at Pep Guardiola kigger brasilianerens vej.