Video : Tipsbladet
Generelle

Bale er tilbage på træningsbanen: Har udset sig dato for Spurs-comeback

Gareth Bale er endelig tilbage på træningsbanen, men waliseren forventes først at komme i aktion for Tottenham den 17. oktober.

Tottenham har lejet Gareth Bale i Real Madrid, men waliseren er endnu ikke klar til at tørne ud for London-klubben.

Den 31-årige kantspiller pådrog sig således en skade i forbindelse med den seneste landsholdssamling, og derfor kommer der til at gå nogle uger endnu, før Tottenham-fansene får deres helt at se i aktion igen.

Kan komme i aktion mod West Ham
José Mourinhos tropper møder søndag Manchester United på Old Trafford, men det bliver altså uden Gareth Bale. Waliseren satser i stedet på at være klar efter den kommende landskampspause, når Tottenham tager imod West Ham den 17. oktober.

Gareth Bale delte torsdag nogle billeder af sin retur til træningsbanen, og efterfølgende bekræftede Mourinho, at Bale håber på at være klar igen efter landskampspausen.

- Han arbejder meget hårdt, og han er meget dedikeret. Han er meget professionel og meget glad, men han er endnu ikke klar, lyder det ifølge Daily Mail fra Mourinho.

- Jeg tror, at de to ugers landskampspause kan blive meget vigtig for den sidste del af hans genoptræning. Forhåbentligt er han klar til at spille, når vi skal spille i weekenden efter landskampspausen. Lad os se, om han kan nå det.

Den skadede Gareth Bale misser også Wales' kommende kampe mod England og Irland.