Video : Tipsbladet
Generelle

Ballon d'Or-powerranking: Hvem vinder i år?

France Football aflyste Ballon d'Or sidste år, men den prestigefyldte pris forventes at blive uddelt igen i år. Hvem er favorit i 2021?

Ballon d'Or blev aflyst i 2020, men den prestigefyldte pris forventes at blive uddelt igen i 2021, hvor en lang række stjerner drømme om titlen som verdens bedste fodboldspiller.

Robert Lewandowski blev af mange anset som favoritten til at vinde Ballon d'Or sidste år, og Bayern München-stjernen vandt da også FIFA The Best-hæderen foran Cristiano Ronaldo og Lionel Messi. 

Vinderen af Ballon d'Or i 2021 bliver først udpeget i slutningen af året, men allerede i løbet af årets første måneder har vi fået nogle indikationer på, hvem der kan være i spil til prisen. CLBOLD.dk har således her rangeret de 10 bedste bud på en vinder i 2021.

Ballon d'Or 2021 powerranking:

10. Ilkay Gündogan
Den tyske midtbanespiller har været en af de helt store profiler på et forrygende Manchester City-mandskab, der er på vej mod endnu et engelsk mesterskab. Fra midten af december til midten af februar nettede Gündogan hele 11 gange i Premier Leagye. Tyskeren skal nok håbe på en triumf Champions League eller EM, hvis han skal i nærheden af podiet. 

9. Bruno Fernandes
Den 26-årige midtbanespiller er en profil i Premier League og på Portugals landshold, som har en ganske realistisk chance for at vinde EM til sommer. 

8. Romelu Lukaku
Den belgiske angriber har været den måske bedste spiller i Serie A i denne sæson, og et italiensk mesterskab og en EM-triumf bør umiddelbart bringe Lukaku i spil til en Ballon d'Or-pris.

7. Rúben Dias
Portugiseren har forvandlet Manchester Citys defensiv i denne sæson. Dias kan realistisk set vinde både Premier League, Champions League og EM i år.

6. Neymar
Neymar var en af planetens bedste spillere i 2020, men brasilianeren er blevet ramt af en skade her i begyndelsen af 2021. Neymar skal nok triumfere i både Champions League og Copa America, hvis 2021 skal blive året, hvor han endelig kan kalde sig verdens bedste.

5. Erling Haaland
Nordmanden kommer ikke til at vinde hverken EM (Norge er ikke med) eller Bundesligaen (Dortmund ligger nummer seks), men Champions League er stadig en teoretisk mulighed. Haalands målsnit har været vanvittigt i denne sæson (29 mål i 28 kampe), og nordmanden kan meget vel fortsætte de vanvittige takter i en af Europas største klubber efter sommerferien.

4. Lionel Messi
Argentineren er stadig en af verdens bedste spillere, men Barcelonas problemer gør det vanskeligt for den argentinske stjerne at vinde Ballon d'Or. En Copa America-triumf kan dog gavne Messis chancer. 

3. Cristiano Ronaldo
Den 36-årige portugiser har scoret 20 mål i 22 Serie A-kampe i denne sæson. Juventus ligner ikke en favorit til at vinde hverken Serie A eller Champions League, men Portugal har gode odds for at blive europamestre igen.

2. Kylian Mbappé
Hattricket mod Barcelona bragte PSG-stjernen op i det absolutte favoritfelt til at vinde Ballon d'Or i 2021. Frankrig ligner umiddelbart et godt bud på en EM-vinder, og Mbappé kan meget vel blive den helt store hovedperson.

1. Robert Lewandowski
Den 32-årige polak havde fortjent at vinde Ballon d'Or sidste år, hvor han førte Bayern München til the treble. Lewandowski har fortsat de vanvittige takter i denne sæson, hvor han har scoret 37 mål i 33 kampe.