Video : Tipsbladet
Generelle

Barça betaler Atlético kæmpebeløb for hemmeligholdelse af Griezmann-emails

Barcelona og Atlético Madrid er endelig nået frem til et kompromis i striden om Antoine Griezmann.

Sagaen om Antoine Griezmanns skifte fra Atlético Madrid til Barcelona var ekstraordinær lang. Og den sluttede ikke engang, da franskmanden endelig kunne trække i Barça-trøjen.

Atlético Madrid rasede således over transferen, fordi hovedstadsklubben mente, at katalanerne havde indgået en aftale med Griezmann før den 1. juli, hvor angriberens frikøbsklausul faldt fra halvanden milliard til 900 millioner kroner. 

Mikroskopisk bøde
Barcelona afviste alle beskyldninger, men pludselig tog sagen en drejning, da avisen El Mundo mente at have fremskaffet emails, der beviser, at Barcelona og Antoine Griezmann indgik en aftale allerede i foråret. Disse emails indikerer angiveligt også, at franskmanden og hans agent scorede over 100 millioner kroner på transferen.

Atlético Madrid valgte at klage til fodboldforbundet over sagen, og Barcelona endte også med at få en straf, som dog var helt og aldeles symbolsk. Katalanerne blev således idømt en både på omtrent 2200 kroner - en bøde, som klubben komisk nok valgte at appellere

Holder emails hemmelige
Nu ser det dog ud til, at Atlético Madrid og Barcelona endelig er nået frem til et kompromis. Således skriver El Mundo, at Barcelona har overtalt Atlético Madrid til at hemmeligholde en række emails mellem Griezmann og hans repræsentanter. Disse emails viser angiveligt, at Barcelona forhandlede 'ulovligt' med franskmanden. 

Til gengæld har Barcelona accepteret at betale Atlético Madrid 112 millioner kroner. 

Har forkøbsret på profiler
Købet af Antoine Griezmann er således endt med at blive noget dyrere end først planlagt, men Barcelona fik i forbindelse med ovennævnte kompromis forhandlet sig frem til en anden opsigtsvækkende aftale. 

Det forlyder således, at Barcelona har sikret sig en aftale med Atlético Madrid, hvor katalanerne har forkøbsret på fem af madrilenernes spillere, herunder profiler som Saul Niguez og Jose Gimenez.