Video : Tipsbladet
Generelle

Barça-præsident åbner op: Derfor kunne jeg ikke lade Messi gå

Josep Maria Bartomeu har nu forklaret, hvorfor han ikke ville acceptere Lionel Messis transferanmodning.

Lionel Messi pressede i sommer hårdt på for et klubskifte, men det var skønne spildte kræfter, for drømmen blev knust af Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, som blokerede argentinerens exit. 

Messi tilsvinede efterfølgende Barcelona-ledelsen for at have løjet for ham, og slog samtidig fast, at ledelsen var inkompetent. Josep Maria Bartomeu ønskede dengang ikke at indlede en offentlig diskussion med Messi, men i et interview med spansk TV3 har klubpræsidenten nu valgt at tage bladet fra munden. 

- Vores prioritet var at fortsætte med at have Messi som en del af vores projekt. Så derfor besluttede jeg, at vi ikke ville indlede en dialog (om en transfer, red.). Jeg er blevet anklaget for at forsøge at forcere hans exit, så vi kunne få balance i regnskabet. Det er ikke sandt, for vi vægter klubbens interesser højest, og vi ønskede ikke at styrke en direkte rival. Vi tog denne beslutning, velvidende at vi ville blive kritiseret for den, lyder det fra Bartomeu.

- Jeg forstår alles synspunkter. Det er vigtigt at have empati. I Leos tilfælde er det en god ting at blive vred. For det er ikke godt at acceptere nederlag. Og vi har alle prøvet at blive vrede.

- Men der var en deadline for, hvornår han skulle meddele, om han ville skifte eller ej. Den overholdt han ikke, og sådan er det. Vi ønsker alle, at han spiller hele sin karriere i Barça.

Vil ikke træde tilbage
Mandag var der rygter om, at Bartomeu overvejede at træde tilbage som følge af et mistillidsvotum mod ham og resten af ledelsen. Det skete dog ikke.

- På grund af Messi-sagen har det aldrig faldet mig ind at træde tilbage. For Barcelona, for klubben og for holdet er det den bedste løsning for alle, at Messi bliver her, indtil han indstiller karrieren.

- Der er tale om et meget spændende projekt med unge spillere og så veteraner som Messi. Og jeg tror, at vi, med ham på holdet, kommer til at vinde en titel i denne sæson.