Video : Tipsbladet
Generelle

Barça-stjerne misser El Clásico: Har ondt i skridtet

Midtbanespilleren Arthur er ved at gå Barcelona-ledelsen på nerverne. Brasilianeren misser således onsdagens brag mod Real Madrid, fordi han har ondt i skridtregionen.

Onsdag får Barcelona besøg af Real Madrid, men katalanerne må undvære midtbanespilleren Arthur, der har for ondt i skridtet til at deltage i storkampen.

Sådan lyder det fra den spanske avis AS, der reporterer, at brasilianeren for tiden ikke er specielt populær i klubben. Der har primært været negative historier fremme om Arthur, siden han for tre uger siden vendte tilbage fra en landsholdspause med smerter i skridtregionen.

Tog på skitur
Siden landsholdspausen har Arthur kun fået spilletid i 1-0-sejren over Atlético Madrid, idet han har siddet ude i kampene mod Inter, Leganés, Mallorca og Real Sociedad.

Det har ikke hjulpet på Barcelona-ledelsens syn på Arthur, at brasilianeren i starten af december blev spottet på et ski-resort, hvor han stod på snowboard. For spillere på Arthurs niveau er det ildeset at risikere helbreddet med unødvendige sportsaktiviteter - især, hvis man allerede døjer med smerter i skridtet.

Og ifølge AS ligger det altså fast, at Arthur ikke kommer i aktion mod Real Madrid i morgen. Barcelona regner først med at se Arthur tilbage på banen i 2020. 

Mistanke om gonoré
Arthur var allerede i unåde i sidste sæson, da han få dage før et opgør mod Real Madrid rejste til Paris for at deltage i Neymars fødselsdag. Cheftræner Ernesto Valverde tog dengang en snak med Arthur, men noget tyder altså på, at brasilianeren ikke har forstået meddelelsen. I Barcelona forstår man således ikke, hvorfor Arthur tog på skitur, hvis han havde smerter i skridtet.

AS præciserer ikke, hvad der er årsagen til Arthurs smerter i skridtet, men der har tidligere været spekulationer fremme om, at brasilianeren har været så uheldig at blive smittet med gonoré.