Video : Tipsbladet
Generelle

Barça-stjerne overhalet af Braithwaite efter 'katastrofale' kampe

Det kører ikke for Antoine Griezmann, der efter nogle tvivlsomme præstationer har mistet sin plads i Barcelonas startopstilling.

Antoine Griezmann har været fast mand i Barcelona i det meste af sæsonen, men franskmanden har nu været henvist til bænken i catalanernes seneste to kampe. 

I 3-0-sejren over Elche fik Griezmann de sidste 14 minutter på banen, men i lørdagens 2-0-sejr over Sevilla måtte franskmanden blive siddende på bænken i hele kampen. Her kunne Griezmann se Ronald Koeman sende både Martin Braithwaite og den 18-årige Ilaix på banen undervejs. 

- Antoine Griezmann var en af de sikre startere i Ronald Koemans startellever. I så høj grad, at han, indtil nu, aldrig havde startet på bænken i to kampe i træk. Men siden 1-1-kampen mod Cadiz, hvor holdet smed to point på grund af manglende effektivitet, og hvor han blev hængt offentligt ud af sin træner, er den franske landsholdsspiller forsvundet fra startelleveren, lyder det fra den spanske avis AS

Alarmklokkerne ringer
AS peger på, at det var forståeligt, at Griezmann blev hvilet i Elche-kampen.

- Hans manglende tilstedeværelse i Sevilla-kampen har dog sat gang i alarmklokkerne. Franskmanden spillede ikke ét eneste minut, og røg bag spillere som Dembélé, Braithwaite og den unge Ilaix i køen. Det var en kamp, der var vital for Barças mesterskabsdrømme, mod en meget krævende modstander, som catalanerne formåede at nedlægge uden Griezmanns tilstedeværelse. 

Ineffektiv foran mål
AS peger på, at Koeman efterfølgende forklarede Griezmanns bænkerolle med, at Barcelona havde brug for hurtigere spillere end franskmanden. Den Madrid-baserede avis peger dog på, at Griezmann i høj grad også selv har spillet sig af holdet.

- Griezmanns bænkerolle er en klar konsekvens af hans katastrofale kampe mod PSG og Cadiz, hvor han intet bidragede med i offensiven. Koeman, der har været meget kritisk overfor holdets manglende effektivitet foran mål, er blevet tvunget til at ryste posen. Den franske angriber er en af dem, hvis målsnit er faldet mest i februar, efter gode takter i januar. Det faldende niveau har betydet, at Griezmann nu har betalt prisen ved at ryge ud af holdet. 

Barcelona stillede i 2-0-sejren over Sevilla op i en 3-5-2-formation med Lionel Messi og Ousmane Dembélé på toppen. Martin Braithwaite erstattede franskmanden i det 82. minut.