Video : Tipsbladet
Generelle

Barça-stjerner jubler over forhadt klubpræsidents exit

Ifølge Radio Marca var Barcelonas overbevisende sejr over Juventus et resultat af Josep Maria Bartomeus fratrædelse tirsdag.

Tirsdag trådte Josep Maria Bartomeu tilbage som Barcelonas klubpræsident, og klubbens leder siden 2014 skal næppe forvente julekort fra Barcelona-spillerne. 

Profiler som Lionel Messi og Gerard Piqué har eksempelvis tidligere kritiseret Bartomeu og hans ledelse. Messi har således beskrevet Bartomeu som uærlig og inkompetent, mens Piqué har raset over en af de mange skandaler, som ledelsen fik rodet sig ud i. 

Og det var da også ganske sigende, at Barcelona onsdag spillede sæsonens hidtil bedste kamp, da man på udebane besejrede de italienske mestre fra Juventus med 2-0. 

Stor lettelse
Ifølge Radio Marca var det da heller ikke tilfældigt, at Barcelonas hidtil bedste kamp kom dagen efter Bartomeus fratrædelse. 

- Barça spillede en åbenlyst fremragende kamp, og en spiller som Pedri gjorde det virkelig godt. Jeg tror, at Bartomeus fratrædelse virkelig bragte det bedste frem i mange Barça-spillere. De har følt en stor lettelse, og det var tydeligt at se, lyder det således fra Radio Marca-journalisten Pipi Estrada.

Inden sejren over Juventus havde Barcelona tabt klubbens seneste to ligakampe mod Real Madrid og Getafe.