Video : Tipsbladet
Generelle

Barça-træner under angreb: Bruger stjerneindkøb helt forkert

Ernesto Valverde udnytter ikke nyindkøbte Frenkie de Jongs kvaliteter, lyder det fra Louis van Gaal.

Barcelona brugte denne sommer over en halv milliard kroner på at hente Frenkie de Jong i Ajax, og forventningerne til den unge hollænder har været kæmpestore. 

I hollandske medier har der været stor debat om Frenkie de Jongs præstationer i Barcelona-trøjen, og hollænderen har også selv givet udtryk for, at der er plads til forbedring.

Og nu blander den tidligere Barcelona- og Manchester United-træner Louis van Gaal sig også i debatten.

Ifølge den nu pensionerede træner har Barcelona endnu ikke fundet frem til den rette måde at bruge Frenkie de Jong på.

- Barcelona udnytter ikke de Jongs kvaliteter. Det handler om tilpasning, lyder det ifølge den spanske avis Mundo Deportivo fra Louis van Gaal.

Ikke så nemt
Louis van Gaal kommenterer i samme ombæring en anden hollandsk stjerne, Matthijs de Ligt, som denne sommer tog skiftet fra Ajax til Juventus.

Forsvarsstjernen har fået en svær start i Serie A, men Louis van Gaal maner nu til ro.

- Det er det samme. Der er tale om en ny kultur, en anden struktur og en anden måde at spille fodbold på. Folk tror, at det bare er nemt for dem at skifte. Men det er ikke så nemt.