Video : Tipsbladet
Generelle

Barça vil luge ud i truppen: Fire spillere står foran januar-exit

Der er hård kamp om pladserne i Barcelona, og den katalanske storklub vil nu prøve at få afskibet nogle reserver til januar.

Frenkie de Jong skiftede i sommer fra Ajax til Barcelona, og hollænderen har været sikker starter siden sin ankomst til den katalanske storklub.

Det har selvsagt betydet øget konkurrence om midtbanepladserne, og nu reporterer den spanske avis AS, at Barcelona vil skille sig af med flere midtbanespillere til januar.

Utilfredse stjerner
Det forlyder således, at Barcelona er klar til at sælge både Ivan Rakitic og Arturo Vidal, såfremt man modtager et tilfredsstillende tilbud.

Ingen af de to spillere er faste startere, og begge har udtalt sig i kritiske vendinger om deres nuværende situation.

Skal have ryddet ud
Derudover er Barcelona også interesseret i at få udlejet Carles Aleñá og Jean-Clair Todibo, som begge er langt fra startopstillingen. Førstnævnte mistede sit trøjenummer til Frenkie de Jong, da hollænderen kom til klubben, og sidstnævnte har langt fra levet op til forventningerne, siden sommerskiftet fra Toulouse. 

I Barcelona føler man ikke, at Todibo har kæmpet tilstrækkeligt hårdt for at komme på holdet, og den unge franskmand er da også blevet overhalet indenom af andetholdets Ronald Araujo.