Video : Tipsbladet
Generelle

Barcelona vil lukrere på Manchester Uniteds mulige kæmpekøb

Hvis Manchester United ender med at hente Harry Maguire i Leicester, vil Barcelona angiveligt gå efter en af 'de røde djævles' nuværende forsvarsprofiler

Rygterne om Harry Maguires skifte fra Leicester til Manchester United tager til, og det kan muligvis blot være et spørgsmål om tid, før den engelske forsvarsspiller præsenteres på Old Trafford - og han bliver dyr. Prisen på Maguire kan efter sigende løbe hele 90 millioner pund, godt og vel 745 millioner kroner.

Det er umiddelbart en handel, der ligner en markant forstærkning af Manchester Uniteds forsvar, men bliver købet af Maguire en realitet, må manager Ole Gunnar Solskjær måske efterfølgende sige farvel til en af holdets nuværende forsvarsstjerner.

Svenske Victor Lindelöf har efter en svær start i klubben løftet sit spil, og det har gjort ham attraktiv blandt en af Europas absolutte giganter. I spanske FC Barcelona holder de nemlig et vågent øje med, hvad der foregår i Manchester United, og de går angiveligt og håber på, at købet af Harry Maguire bliver gennemført.

I så fald vil FC Barcelona ifølge

Don Balon

 gå efter at hente Victor Lindelöf til Camp Nou. Med et stort køb af Maguire kan Manchester United have brug for pengene, og de får samtidig fyldt et eventuelt hul i forsvaret efter Lindelöf. Hos FC Barcelona er man ikke helt tilfredse med hverken Samuel Umtiti eller Clément Lenglets præstationer i forsvaret, og en af de to kan desuden gå hen og blive solgt for at gøre plads til Victor Lindelöf.

Først skal Manchester United dog som nævnt købe Harry Maguire, og selvom Leicester efter lang tid endelig har åbnet op for at sælge den engelske landsholdsspiller, mangler de to klubber stadig at blive enige om en pris.