Video : Tipsbladet
Generelle

Bayern-boss konstaterer: Coutinho er i dårlig form

Bayern München-cheftræner Niko Kovac erkender, at klubbens nye stjerne Philippe Coutinho ikke er i fysisk topform lige i øjeblikket. Brasilianeren får således næppe den store rolle i lørdagens brag mod Schalke 04.

Bayern München præsenterede i starten af ugen Philippe Coutinho som ny spiller i klubben, men brasilianeren kommer næppe i aktion fra start i lørdagens ligaopgør mod Schalke 04.

- Han har stadig ikke den fitness, han skal have. Det fortalte han os i dag. Og det er også vores indtryk, lyder det ifølge Sport fra Bayern München-cheftræner Niko Kovac.

Coutinho tog på ferie efter Copa America-slutrunden, inden brasilianeren vendte tilbage til træning i Barcelona tidligere på sommeren. Men helt god er formen altså ikke endnu. 

Vil tage tingene med ro
Ifølge Bulinews kommer Coutinho med i truppen til kampen mod Schalke 04, og brasilianeren kan således muligvis komme i aktion undervejs i opgøret. Niko Kovac understreger dog, at hastværk er lastværk.

- Vi har ikke tænkt os at køre ham helt træt, selvom nogle måske forventer det, lyder det fra kroaten.

Selvom konditionen ikke helt spiller endnu er Kovac dog en stor beundrer af Coutinho.

- Ud fra det, jeg har set, vil jeg sige, at han er en verdensklassespiller. Han går ikke op i at være midtpunkt eller glamourøs. Philippe ønsker at blive integreret på holdet. 

Ser bedre ud med Perisic
Mens Coutinho endnu ikke er oppe i omdrejninger ser det bedre ud med en anden lejesvend, Ivan Perisic.

- Ivan Perisic er kommet meget længere. Hans fitness er på niveau med resten af truppen. Han er helt sikkert en mulighed til Schalke-kampen, måske endda fra start. Vi kan bruge ham allerede nu, lyder det fra Kovac.