Video : Tipsbladet
Generelle

Bayern-stjerne meldes på vej væk efter Coutinho-ankomst

Philippe Coutinho ser ud til at have sikret sig en plads som fast starter for Bayern München i denne sæson. Og det er ikke en god nyhed for Thomas Müller.

Bayern München har hentet Philippe Coutinho til klubben, og brasilianeren har hurtigt tilspillet sig en fast plads i startopstillingen.

Det er en træls udvikling for Thomas Müller, da cheftræner Niko Kovac har gjort det klart, at Müller og Coutinho ikke kan være på banen samtidig, da de begge er 10'ere.

Müller er startet på bænken i de seneste fem kampe, og kom slet ikke i aktion i 7-2-sejren over Tottenham i sidste uge. 

Og ifølge det tyske medie Bild overvejer den 30-årige Müller altså nu at pakke kufferten.

Har brokket sig overfor holdkammeraterne
Det forlyder således, at klublegenden - der aldrig har spillet for en anden klub - overvejer sin fremtid. 

- Hvis der er problemer, så skal han nok få sine minutter, lød beskeden senest fra Kovac, hvilket altså ikke tyder på, at Müller er på vej tilbage i startopstillingen lige foreløbig.

Thomas Müller har ikke brokket sig over sin bænkplads offentligt, men det forlyder, at tyskeren har udtrykt sin utilfredshed overfor flere holdkammerater. 

Müller har siden 2008 scoret 186 mål i 495 kampe for Bayern München. Hans kontrakt med sydtyskerne udløber i 2021.