Video : Tipsbladet
Generelle

Bekræftet: Disse dage åbner og lukker transfervinduet i England

Corona-pausen har rusket godt op i den ellers så fastlåste fodboldkalender. Nu er der bekræftede datoer for, hvornår transfervinduet åbner og lukker i England.

Datoerne for transfervinduerne i fodboldverdenen er blevet justeret lidt i de seneste år, men i år bliver de rykket markant.

Coronapandemien har nemlig forstyrret fodboldkalenderen, og det betyder for eksempel, at transfervinduet endnu ikke er åbent, selvom vi er i midten af juli-måned. Der spilles nemlig stadig fodbold, og derfor er vinduet blevet skubbet.

Nu er der så officielle datoer for, hvornår der kan købes og sælges spillere i England og altså også derfor også i Premier League. Det skriver Premier League på sin hjemmeside.

Premier League-sæsonen slutter den 26. juli, og allerede dagen efter - mandag den 27. juli - åbner transfervinduet.

Herfra er det åbent i lidt over to måneder - helt præcist 10 uger - inden at det smækker i igen mandag den 5. oktober. 

Det engelske ligasystem er derudover blevet enige om, at klubberne fortsat kan handle på tværs af ligaerne indenlands frem til og med den 16. oktober klokken 18.00 dansk tid. I denne periode vil Premier League-klubberne altså stadig kunne købe, sælge eller leje spillere fra og til eksempelvis The Championship - men Premier League-klubberne kan altså ikke handle med hinanden i dette forlængede tidsrum.

Det er endnu uvidst, hvor store konsekvenser coronapandemien får for klubbernes økonomiske muligheder, men det forventes at få en betydning for priserne og nogle af klubbernes købekraft. 

Datoerne mangler nu kun at blive blåstemplet af FIFA.