Video : Tipsbladet
Generelle

Bekymret PSG-profil: Jeg håber ikke, at Mbappé rykker til Madrid næste år

Ander Herrera krydser fingre for, at Kylian Mbappé ikke skifter til Real Madrid i 2021.

Kylian Mbappés kontrakt med Paris Saint-Germain udløber i 2022, og derfor er der spekulationer om, at Real Madrid vil forsøge at købe franskmanden i 2021. 

Mbappés PSG-holdkammerat, Ander Herrera, krydser dog fingre for, at det ikke kommer til at ske. 

- Jeg håber ikke, at han tager til Real Madrid næste år. Selvom han spiller som 9'er, så glider han altid ud på venstrekanten, ligesom Benzema. Han er ustoppelig, når han kommer udefra venstrekanten, lyder det ifølge El Larguero fra Herrera.

Forstår ikke Suárez-salg
Ander Herrera blev også spurgt til den kaotiske situation i Barcelona, hvor man i det forgangne vindue sagde farvel til flere store navne.

- I mine øjne er tabet af Luis Suárez noget skidt for Barça. Og de har ikke erstattet ham med en 9'er, som kan være garant for mål. Måske er det tid til, at Griezmann tager et skridt frem. 

- Den kritik, som Jordi Alba og Sergio Busquets har fået, virkede uretfærdig i mine øjne. Jeg synes, at det var en skam, at de blev gjort til syndebukke for fiaskoen mod Bayern München. 

Talte med Cavani
Herrera afslørede samtidig, at Edinson Cavani har spurgt ham til råds om Manchester United.

- Jeg sagde til ham, at det er et af de hold, man ikke kan sige nej til. Det er bare en skam, at han ikke kan opleve fansene. Old Trafford er unikt.