Video : Tipsbladet
Generelle

Bekymring i PSG: Stjerne mistænkes for overvægt

I PSG er man meget ærgerlig over, at Neymars formdyk kommer nu, hvor pariserne går ind til en afgørende del af sæsonen.

Fem dage inden den altafgørende Champions League-returkamp mod Dortmund er der bekymring i PSG.

Således skriver den spanske avis AS, at man i den franske storklubs ledelse er bekymret over Neymars form. Avisen skriver således, at man ikke mener, at brasilianeren er i særligt god form. Der er således snak om mulig overvægt, forlyder det.

Langt fra topformen
I PSG er man alt andet end glade for, at Neymars formdyk kommer netop nu, hvor klubben går ind i en afgørende fase af sæsonen. 

Brasilianeren blev skadet i en kamp mod Montpellier i begyndelsen af februar, og kom først tilbage i aktion mod Dortmund næsten tre uger senere. Neymar rasede efter denne kamp over, at PSG havde sparet ham i flere kampe, så han havde mistet sin kamprytme.

Neymar var da også langt fra topformen i Dortmund-kampen. Og det samme har været tilfældet i de to seneste kampe mod Bordeaux og Lyon. I PSG-ledelsen krydser man dog fingre for, at Neymar er tilbage på 100 procent, når Dortmund på onsdag kommer på besøg. Tyskerne vandt den første kamp med 2-1.