Video : Tipsbladet
Generelle

Belgisk stjerne afslører overfusning fra rasende Real Madrid-præsident

Thomas Meunier endte med at blive overfuset af Florentino Perez, da den belgiske forsvarsspiller ville hilse på Real Madrid-præsidenten efter en Champions League-kamp.

Eden Hazard er det dyreste indkøb i Real Madrids historie, men den belgiske stjerne har tilbragt størstedelen af sin tid i Madrid på lægebriksen. 

Få måneder efter Hazards skifte fra Chelsea til Real Madrid kom belgieren således slemt til skade i en Champions League-kamp mod Paris Saint-Germain på Bernabéu. Og det var faktisk Hazards landsholdskammerat, Thomas Meunier, der skadede Real Madrid-stjernen, som sad ude i månedsvis efterfølgende. 

Bitter Florentino
Og Meunier har nu afsløret, at Real Madrids præsident, Florentino Perez, efterfølgende bar voldsomt nag over backens tackling på Hazard.

- Jeg befandt mig i spillertunnellen efter kampen, hvor Florentino kom gående. Jeg rakte hånden ud og sagde: 'Hyggeligt at møde dig'. Han svarede: ''Hyggeligt at møde dig?' Er du klar over, at du lige har skadet Eden Hazard? Og så siger du 'hyggeligt at møde dig?' Jeg svarede: 'Jeg har skadet Eden Hazard? Det er min fejl?'. Derefter sagde han: 'Ja, det er din fejl'. Jeg sagde til ham, at det var en duel som enhver anden. Det er fodbold, og det var en normal spilsekvens som enhver anden, lyder det således, ifølge RTBF Sport, fra Thomas Meunier, der i dag spiller for Dortmund. 

På grund af skader har Eden Hazard blot spillet 43 kampe for Real Madrid, selvom belgieren har spillet for den spanske klub i to år nu.