Video : Tipsbladet
Generelle

Belgisk stjerne erkender: Klubskifte var en fejl

Radja Nainggolan erkender nu, at det var en forkert beslutning at skifte fra Roma til Inter i sommeren 2018.

Radja Nainggolan spillede i fire-et-halvt år for Roma, men i sommeren 2018 skiftede belgieren til Inter.

Og det var en fejl, lyder det nu fra Nainggolan, der efter en enkelt sæson i Milano-klubben blev udlejet til sin tidligere klub, Cagliari.

Det var efter et sammenstød med Romas daværende sportsdirektør, Monchi, at Nainggolan valgte at pakke kufferten.

- Jeg efterlod mit hjerte i Rom, for jeg havde en unik oplevelse dér. Uheldigvis lod jeg mig styre af min stolthed, hvilket fik mig til at skifte klub, lyder det på Instagram fra Nainggolan.

Havde håbet på en chance mere
I Inter blev Nainggolan genforenet med sin tidligere træner i Inter, Luciano Spalletti, der dog efter én sæson blev erstattet af Antonio Conte, som havde mindre fidus til belgieren.

- Jeg tog til Inter, fordi de havde en træner, der virkelig ønskede at hente mig. Jeg ankom med virkelig stor entusiasme, men så blev jeg skadet og løb ind i nogle problemer. Når jeg ser på mine statistikker, så kan jeg være tilfreds med tilfreds med mig selv, selvom jeg kunne have gjort det bedre. Det var ikke den bedste udgave af Nainggolan, som man fik at se i Inter.

- Jeg håbede alligevel, at jeg ville få en chance mere, men det kom ikke til at ske. Det er en beslutning, som jeg må acceptere. Jeg har to år tilbage af min kontrakt med Inter. Vi må se, hvad der sker, for der er meget, der har ændret sig i klubben. Jeg mener stadig, at jeg kan gøre en forskel i Inter. Jeg havde aldrig problemer i omklædningsrummet, til trods for hvad medierne siger.