Video : Tipsbladet
Generelle

Bendtner-bookmaker gør grin med Messi og Newcastle

Bookmakeren Paddy Power har taget tykt pis på Lionel Messi og Newcastle, efter at den nordengelske klub i sidste uge blev solgt.

Fodboldverdenen blev ramt af en opsigtsvækkende nyhed i sidste uge, da den engelske traditionsklub Newcastle blev købt af den saudiarabiske investeringsfond PIF.

Newcastle-profilen Jonjo Shelvey har efterfølgende udtalt, at klubbens fans nu 'vil have Mbappé og Messi', efter at de nye ejere har udtalt, at målsætningen er at vinde Champions League og Premier League.

Emotionel Messi
Og i kølvandet på Newcastles ejerskifte har bookmakeren Paddy Power så valgt at gøre grin med hele situationen. 

- Lionel Messi holdt tårerne tilbage på et pressemøde i morges, hvor han bekræftede, at han forlader Paris Saint-Germain for at tage til Newcastle United, lyder det således i Paddy Powers' satiriske kommentar til salget af Newcastle.

- Den 34-årige spiller sagde farvel til sine PSG-holdkammerater og staben i klubben, i en følelsesladet tale, hvor han talte om sin livslange beundring for Newcastle-bossen Steve Bruce. 

I kommentaren har Paddy Power desuden lavet lidt grin med Lionel Messi med et opdigtet citat.

- Jeg var kun 34 år, da jeg kom hertil. Og nu siger jeg farvel efter to måneders loyalt arbejde for klubben. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle sige farvel, men omvendt havde jeg heller aldrig forestilelt mig, at der var en klub, der ville kunne betale mig mere end PSG, lyder det opdigtede Messi-citat.

- Lige siden jeg var en lille dreng, der løb rundt og sparkede til en bold i Rosarios gader, har jeg altid drømt om at spille for Newcastle. Jeg husker tydeligt, da Temuri Ketsbaia mistede fatningen efter at have scoret et sejrsmål i sidste minut, og jeg sagde til min mor: 'Mama, en dag kommer jeg også til at sparke et reklamebanner i stykker på St. James' Park.'

Geniet Steve Bruce
Paddy Power 'citerer' samtidig Lionel Messi for at sige, at Steve Bruce 'regnes for at være et geni i Sydamerika'. 

- I Argentina er alle enige om, at vi ville have vundet VM tre gange i træk mellem 2006 og 2014, hvis vi havde haft Bruce som træner. 

Paddy Power er også kendt som bookmakeren, der betalte Nicklas Bendtner for at fremvise Paddy Power-boxershorts, da Bendtner fejrede et mål under EM-slutrunden i 2012.

I virkelighedens verden er der dog rygter om, at Newcastles nye ejere pønser på at erstatte Steve Bruce med Frank Lampard. Også Manchester City-profilen John Stones er blevet rygtet til Newcastle. Læs mere om det her