Video : Tipsbladet
Generelle

Bitter Real-præsident: Har prøvet at hente Bayern-stjerne i årevis nu

Real Madrid-præsident Florentino Perez kommenterer nu den spanske storklubs forgæves jagt på stjerner som Robert Lewandowski og Paul Pogba.

Robert Lewandowski har på fem år i Bayern München banket 198 mål i netmaskerne, og polakken har således sikret sig en status som en af Europas farligste angribere.

For et par år siden var der snak om, at Real Madrid jagtede Lewandowski. Og nu bekræfter den spanske klubs præsident, Florentino Perez, at han i årevis har forsøgt at få fingrene i den polske angriber.

- Der er spillere, som bare ikke bliver solgt. Vi prøvede i mange år at hente Lewandowski, men det var umuligt, fordi han ikke har nogen frikøbsklausul, og fordi Bayern München ikke ønsker at sælge ham. Det er umuligt. Og det var det samme, der skete med Pogba. Der er visse spillere, som vi kun kan gå efter, når der rent faktisk er en reel chance for, at de kan blive solgt, lyder det ifølge Marca fra Perez.

Mentaliteten var problemet
Real Madrid leverede en rædselsfuld indsats i sidste sæson, og Florentino Perez langer nu ud efter Real Madrid-spillernes mentalitet.

- Vi havde ni spillere, der var nomineret til Ballon d'Or. Og vi havde et hold med en samlet værdi på ni milliarder kroner. 

- I sidste sæson var det ikke én spiller, der var problemet. Problemet var alle spillernes mentalitet. 

Perez er dog fortrøstningsfuld i forhold til den igangværende sæson.

- Vi har hentet vigtige spillere, blandt andet Hazard.