Video : Tipsbladet
Generelle

Braithwaite advarer Suárez: På ét punkt er jeg i en klasse for mig selv

Barcelona-danskeren Martin Braithwaite er ikke nervøs ved udsigten til at skulle konkurrere om spilletid med den tilbagevendte Luis Suárez.

Martin Braithwaite skiftede i februar til Barcelona, der på det tidspunkt var plaget af skader til offensive profiler som Luis Suarez og Ousmane Dembele.

I næste uge bliver La Liga genoptaget, og i forhold til februar har Braithwaites situation ændret sig en del, idet Luis Suarez under coronapausen er kommet sig over sin langvarige skade. 

Er urørlig, rent fysisk
Braithwaite ryster dog tilsyneladende ikke i bukserne ved udsigten til at skulle konkurrere med Suarez om spilletid. Danskeren slår således fast, at han er i en klasse for sig, hvad angår det fysiske.

- Der er ikke én eneste spiller, der arbejder lige så hårdt som mig eller træner lige så hårdt. Rent fysisk kan ingen overgå mig, lyder det ifølge Marca fra Braithwaite. 

Den danske landsholdsspiller har store planer for sin tid i Barcelona.

- Jeg ønsker at blive en legende, lyder det således fra Braithwaite, der nåede at få tre kampe i Barcelona-trøjen inden coronapandemien satte sæsonen på pause.

Barcelona møder på lørdag Mallorca på udebane, og her er Braithwaites vej til spilletid blevet kortere, idet Lionel Messi er blevet tvivlsom til opgøret.