Video : Tipsbladet
Generelle

Braithwaite drillet af Barça-stjerne: - Det skal han jo sige

Marc-André ter Stegen og Martin Braithwaite fik begge helteroller, da Barcelona onsdag leverede et forrygende comeback i Copa del Rey. Og efter slutfløjtet blev danskeren så drillet lidt af sin tyske holdkammerat.

Martin Braithwaite blev onsdag to af de to helt store helte for Barcelona, da Ronald Koemans tropper leverede et fænomenalt comeback i Copa del Rey-semifinalereturkampen mod Sevilla. 

Efter et 2-0-nederlag i det første opgør lykkedes det således Barcelona at vinde med 3-0 efter forlænget spilletid i returkampen. Ter Stegen snuppede et straffespark i anden halvleg, inden Gerard Piqué i det fjerde minut af tillægstiden gjorde det til 2-0. I den forlængede spilletid headede Martin Braithwaite så finalepladsen i hus, og efterfølgende stillede den danske angriber op til interview sammen med sin tyske holdkammerat.

- Jeg er ekstremt glad i dag. Vi viste en god mentalitet. Der er mange mennesker, der altid taler om os, men i dag viste vi igen, at vi har en god mentalitet. Og jeg føler mig ekstremt heldig, at vi har verdens bedste målmand i vores klub, for han bliver ved med at redde os, når vi har brug for ham, lød det således, ifølge Dugout, fra Braithwaite. 

Ellers banker han mig
Braithwaite klappede her Ter Stegen i brystet for at understrege sin ros, men målmanden kunne i situationen ikke holde sig fra at drille danskeren lidt.

- Det skal han... det skal han jo sige, lød det således fra Ter Stegen, der altså gjorde lidt grin med Braithwaites floskler. 

Den danske landsholdsangriber kom herefter med et ironisk svar.

- Det ved jeg, for ellers banker han mig, lød det således fra Braithwaite. 

Tålmodighed var vigtigt
Marc André ter Stegen svarede herefter lidt mere seriøst.

- Tak for dine ord, først og fremmest. Det er altid specielt, når de kommer fra en kollega. Og ja, jeg tror helt sikkert, at mentaliteten var meget vigtig i dag. Vi var nødt til at være tålmodige. Og fra starten af var det ikke nemt at komme ind i den her kamp, lød det således fra tyskeren.

Copa del Rey-finalen spilles den 17. april i Sevilla. Her skal Barcelona møde enten Athletic Bilbao eller Levante.