Video : Tipsbladet
Generelle

Tøsedrenge kan ikke bruges: - Braithwaite er en spiller efter Koemans hoved

Ifølge Luna Christofi er det især Martin Braithwaites attitude, der har bragt den danske landsholdsangriber ind i varmen under Ronald Koeman.

Det er kommet som en overraskelse for de fleste, at Martin Braithwaite i de seneste måneder har fået en ganske fremtrædende rolle i Barcelona.

Fra slutningen af november til begyndelsen af januar startede Braithwaite således inde i otte ligakampe på stribe for den spanske storklub, inden den danske landsholdsangriber i de to seneste kampe er blevet brugt som indskifter. 

Koeman er tilfreds med Braithwaite
Og ifølge TV 3 SPORT-reporteren Luna Christofi, der bor i Spanien og følger La Liga på nærmeste hold, er der ingen tvivl om, at Barcelona-cheftræner Ronald Koeman er glad for Martin Braithwaite. 

- Han er helt klart tilfreds med Martin. Alle de gange jeg har set og hørt Koeman tale om ham, har det været positivt. Koeman er sådan en mand, der værdsætter, at man har den rigtige attitude. Samtidig går han meget op i, at man har en professionel indstilling, og det har Martin også. Koeman er ikke for tøsedrenge – det var han jo heller ikke som spiller, og Martin er ikke en tøsedreng. Så Martin er helt sikkert på mange måder en spiller efter Koemans hoved, lyder det ifølge TV 3 SPORT fra Christofi. 

Martin Braithwaite har nydt godt af skaderne til Philippe Coutinho og Ansu Fati, men Luna Christofi er overbevist om, at Braithwaite nok skal blive ved med at få spilletid, når de to stjerner vender tilbage igen. Christofi peger således på, at danskeren kan bidrage med andre kvaliteter end Coutinho og Fati.